Om Højlands

Velkommen til Højlands - Alt til pels

Jeg har altid haft hund og har alle dage interesseret mig for hunde og pelspleje. Derfor har jeg etableret Højlands, som har specialiseret sig i pelspleje til hunde. Jeg bliver glad, når jeg ser velplejede hunde og tilsvarende trist, hvis jeg ser en hund med en ikke-velplejet pels. Her ender det måske med, at pelsen bliver klippet helt ned, fordi ejeren ikke ser nogen anden udvej. Eller at hunden gang på gang må på hundesalon for at få redt knuderne ud. Det er synd for både hund og ejer, for grooming skal være en hyggestund – ikke et nødvendigt onde.

Det er ikke svært at pleje sin hund. Hvis bare man ved, hvordan man skal gøre og har nogle gode produkter til formålet.

Oprindeligt solgte jeg plejeprodukter til pels, men har siden udvidet forretningen til at omfatte kurser, eneundervisning og hjælp til udstilling, fordi jeg oplevede stor efterspørgsel.

Jeg har et stort netværk og besøger jævnligt opdrættere for at lære forskellige racer at kende, så jeg kan tilbyde den rette pleje. Målgruppen for min forretning er alle hunde med pels, der filtrer.

Jeg tilbyder:

  • Gode plejende produkter til pelspleje. Alle produkterne er – uden undtagelse - testet af mig personligt. Jeg sælger ikke noget, jeg ikke selv har testet og kan stå inde for.
  • Kurser til pleje af pels. Kurserne bygger på ’learning by doing’. Hund og hundeejer er med på kurset, og vi går frem step-by-step, så du ved, hvad du skal gøre, når du kommer hjem. Du lærer bl.a., hvordan man vasker, tørrer, børster og klipper negle.
  • Eneundervisning i pleje af pels. Det kan være, at du eller din hund har brug for et enekursus i pelspleje, fordi hunden stresser, hvis der er for meget larm, ikke kan med andre hunde, eller fordi du ønsker tid alene med din hund. Eneundervisningen består af praktisk læring, så du ved, hvordan du passer pelsen efterfølgende.
  • Kurser til nye udstillingshunde. Hvis du skal udstille for første gang og har brug for hjælp og træning til, hvordan du gør hunden klar til udstilling, kan du følge et kursus målrettet udstillere.

Kurser og undervisning bliver holdt på en gård nær Holbæk med eget vaske- og grooming-rum.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at række ud til mig på telefon 42 490 520 eller mail.

Charlotte Højland